Gedekød fra Dumpedalshus
- en delikatesse

 
 
 
 

Start
Kød
Opskrifter
Vores geder
Køb
Kontakt

Opskrifter

Gedefrikadeller med krydderurter
Disse frikadeller kan både laves med friske urter og med tørrede. Når man arbejder med de tørrede kan det være en fordel at bruge lidt mere af den enkelte urt og lade være med at blande for mange forskellige urter sammen, da det let giver et forvirrende smagsbillede.
Friske urter er dejligt velduftende og man kan variere over dem man har ved hånden. Man kan også lave frikadellerne mere græske ved at gå over til kun at bruge rosmarin, salvie og hvidløg.

500 g hakket gedekød
1 æg
2 dl mælk eller fløde
1 revet løg
3 knuste hvidløgsfed
1 tsk finthakket mynte
1 tsk finthakket salvie
1 tsk finthakket timian
friskkværnet peber
3 tsk salt
olivenolie til stegning

Alle ingredienser blandes til en lind fars som meget gerne må hvile i køleskabet i mindst 1/2 time, på den måde tager farsen mere smag af krydderurterne.
Farsen formes til små frikadeller med en olieret ske og steges ved middel temperatur i ca 10 min.

Vinter gedefrikadeller inspireret af østens krydderier
500 g hakket gedekød
1 æg
2 dl mælk eller fløde
1 revet løg
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt spidskommen
1/2 tsk stødt mild chili
2 tsk rosenpaprika
2 tsk hakket mynte
6 spsk hakket persille
3 tsk salt
olivenolie til stegning

Alle ingredienser blandes til en lind fars som meget gerne må hvile i køleskab i mindst 1/2 time, på den måde tager farsen mere smag af krydderurterne.
Farsen formes til små frikadeller med en olieret ske og steges ved middel temperatur i ca 10 min.

Gedekølle og spidskål
Gedekøllen udbenes og kødet deles evt i to portioner, hvis der er for meget til antallet af spisende (der skulle være kød til ca 6 pers)
1 bundt frisk timian
2-3 fed hvidløg
salt og friskkværnet peber
smør
fløde 13%
vand
1 spidskål

Gedekøllen kan serveres med rustikt italiensk durumbrød og små kogte kartofler.

Kødet bindes sammen til en rund form, i midten af denne lægges en pæn dusk af frisk timian og 2-3 fed hvidløg med skal. Kødet brunes på panden i smør og steges færdig i ovnen ved 170 grader i ca 25 min.
Halver spidskålen, fjern stokken og snit den i 1/2 cm tykke strimler. Ca 30 g smør varmes op i en wokgryde til det bruser, kålen tilsættes og vendes til den bliver blank, salt tilsættes og vendes hurtigt rundt. Kålen er færdig.
Stegeskyen koges op med lidt vand og smages til med salt og peber tilsættes lidt fløde og serveres til kødet, kan evt. lægges i et par cirkler rundt om kål og kød, dette ser fint ud.
Lige inden serveringen fjernes snoren og krydderierne og kødet skæres ud og lægges på bunden af spidskål med saucen rundt om.

Helstegt gedekølle
1 kølle af gedekid ca 850-900 g
Marinade:
3 dl olivenolie
2-3 fed knust hvidløg
1/2 spsk dijonsennep
6-7 spsk friske krydderurter, kunne være timian, salvie, rosmarin, oregano
salt og groftkværnet peber

Køllen ridses i overfladen et par steder, marinaden piskes sammen og køllen lægges i en plastikpose med marinaden ved, luk posen tæt og læg posen i køleskabet. Lad kødet marinere i ca 24 timer, husk at vende posen et par gange undervejs.
Tag køllen op, læg den i et lille ildfast fad og steg den i ovnen ved 180 grader i ca 75 min. Dryp den jævnligt med marinaden under stegningen. Sørg for at hele køllen er dækket af en tykt læg af krydderurter, det giver en fantastisk smag til kødet.
Når kødet er færdigstegt, tages det ud, dækkes med dobbelt folie og trækker i 10 til 15 min før den skæres for.
Kødet kan også steges i en kuglegrill med et fantastisk resultat. Men bemærk at det er vigtigt at bruge indirekte stegning, hvor køllen anbringes i midten med en grillfoliebakke under og kullene rundt om.
Den steges den i 35-70 min afhængigt af grilltype og mængden af kul, hvorefter den tages ud og skæres for. Her oplever du en kølle med sprødt skind hele vejen rundt og med en anderledes saftighed i kødet.
Du kan også vælge at tilberede boven på samme måde. Der er ganske vist lidt flere scener i boven og kødtykkelsen er mindre, men smagen er vældig god. Bemærk at boven skal stege kortere tid end køllen.
Køllen kan serveres med ovnstegte kartofler, rodfrugter, ratatouille og brød.
Laver du køllen om sommeren kan den med stor fornøjelse serveres med nye kartofler, grøn salat og sprødt brød.
Den kan også serveres med forskellige syrlige kompotter, nye kartofler og grillstegte marinerede courgetter.

Partering af ged og flere opskrifter: http://www.koedged.dk/kogebog/kogebog.htm